René Visgaard Bjerregaard

René Visgaard Bjerregaard
Noget af det sjoveste ved at undervise i sang er sammen med eleven at udforske stemmen og opdage sider af den, man ikke vidste eksisterede. Der er aldrig kun én måde at synge en sang på, og det er vigtigt for mig, at det er elevens ideer og musikalitet, der er udgangspunktet. Især tre ting lægger jeg vægt på i min undervisning: at man lærer hvordan stemmen hænger sammen og fungerer, at man lærer at forstå, hvorfor og hvordan man øver sig, og sidst men ikke mindst at selvom ikke to stemmer er ens, er stemmen samtidig et instrument alle kan lære at “spille på” – nøjagtig som alle mulige andre instrumenter.

Jeg er oprindeligt fra Jylland, uddannet på Fyn og bor nu i København. Jeg blev færdig på Det Fynske Musikkonservatorium i 2007 med sang som hovedfag og brugsklaver som bifag. Som solist har jeg sunget mange sjove roller, fx. en uhyggelig læge i en gyseropera, en danser i kørestol, og en fattig mand i en opera om kartofler! Selvom det er sjovt at være solist, holder jeg allermest af at synge i kor, hvor man får lov at mærke, hvordan man skaber musik sammen med andre og alt – nogle gange – går op i en højere enhed.