Du kan få undervisning i kontrabas fra 3. klasse og opefter 

Du kan gå til kontrabas på Bamuk, men du kan først starte i 3. klasse, for kontrabassen er et stort instrument. Kontrabassen er det største og dybest klingende instrument i strygerfamilien og har en meget smuk klang.

Læs mere

Undervisning i kontrabas på Bamuk

Når du går til kontrabas på Bamuk lærer at beherske kontrabassen. Du lærer også at læse noder og får en overordnet musikforståelse og forståelse for rytmik.

Samspil er en del af undervisning i kontrabas

Kontrabassen kan bruges i næsten al slags musik. Den er en del af ethvert større symfoniorkester. I den klassiske musik bruger man normalt en bue, som man stryger på strengene. På den måde er en kontrabas egentlig en meget stor violin. Den er også en del af strygerfamilien sammen med violin, bratsch og cello. Kontrabassen er også vigtig i jazzmusikken. Den er med i mindre jazzensembler og i større orkestre, fx big bands. Derfor bliver sammenspil i et af Bamuks mange orkestre tidligt en del af din undervisning. Det er et godt supplement til at lære at spille kontrabas.

Du skal have hjælp med bassen

En kontrabas er meget stor, så du skal sikre dig, at dine forældre kan hjælpe dig frem og tilbage med den, når du skal til spil eller ud at optræde med den.

Som nybegynder kan du de første år låne et af vore instrumenter. Øverst på siden kan du klikke på linket til vores side om instrumentleje. Med tiden – når du finder ud af om du bliver glad for at spille kontrabas – må du investere i dit helt eget instrument. Vi anbefaler at du køber dit instrument i samråd med din lærer.

Verdens bedste kontrabassist var dansker

I mange år var verdens bedste kontrabassist en dansker. Han hed Niels Henning Ørsted Pedersen – eller bare NHØP – og han spillede med de allerbedste jazzmusikere i verden. Han var så dygtig, at han satte helt nye standarder for, hvad der kan lade sig gøre på en kontrabas. Nederst på siden finder du et link til en koncertoptagelse med NHØP.

Vil du gå på Bamuk?

I undervisningen kan du møde

Fællesaktiviteter

For at styrke fællesskabet og den sociale trivsel på Bamuk inviteres eleverne til at deltage i fællesaktiviteter med fokus på samvær, sjove og lærerige aktiviteter, grin og hygge.

Orkester

At spille i et orkester og blive en del af et fællesskab er både rigtigt sjovt og meget lærerigt. Man lærer at lytte, finde hinanden, løfte i flok og skabe god musik sammen med andre. Man kommer også ud og spille koncerter og giver andre mennesker en oplevelse.

Soloundervisning

Når du undervises én til én får du mulighed for at få en personlig, nærværende og præcis rådgivning og får mulighed for at komme helt tæt din lærers kunnen og musikalitet.

Gruppeundervisning

Når du undervises i en gruppe, får du mulighed for at spejle dig i og lære af andre og spille sammen, også med din lærer.

Øve-lejr

Med jævne mellemrum tilbydes Bamuks elever at deltage på hyggelige og sjove øve-lejr med deres lærere og andre elever. At være afsted og spille sammen i et koncentreret tidsrum.

Koncerter

Som elev på Bamuk får du mulighed for at spille koncerter for andre; både i det helt små og også ved større koncertarrangementer. At spille for andre er en sjov, vigtig og meget lærerig aktivitet.

Sammenspil

At spille sammen er en central og naturlig del af, at gå til og spille musik og er derfor en integreret og gratis aktivitet i vores undervisningstilbud.