Undervisning i tuba
Tubaen er et ret stort instrument. Derfor skal du også gå i tredje klasse før du kan få undervisning i tuba. Hvis du allerede fra du er lille ved du gerne vil spille tuba, kan du begynde at spille et andet blæseinstrument. Du kan fx spille blokfløjte. Det giver dig en rigtig god indføring i musikken, og du kan begynde at lære noder. Trompet er også oplagt. Her er der knapper, ligesom på tubaen og trompetens mundstykke minder meget om tubaens.
Tubaen er det største instrument af blæserinstrumenterne, og det som klinger dybest. Tubaen bliver derfor brugt som bas-instrument, hvilket betyder at den lægger bunden i et orkester, hvad enten det er et jazzorkester, et Brass Ensemble eller et større orkester.
Mange tubaister vælger at spille i flere sammenhænge, for at lære forskellige musikarter.
Lidt om tubaen
Tubaen er det instrument, der klinger dybest, og som bidrager med den bløde, varme lyd blandt messingblæserne. De almindeligste tubaer er stemt i F, Eb, C, eller B. F- og Eb-tubaer kaldes ofte bastuba, mens C- og B-tubaer kaldes kontrabastuba.