Dreng spiller bas

Nu får flere børn og unge i Ballerup Kommune muligheden for at opdage musikkens og kulturens verden. Ballerup Musik- og Kulturskole har nemlig modaget 1.4 mill. kr. fra Kulturministeriets pulje ”Grib engagementet”.

I løbet af foråret har musik- og kulturskoler landet over haft muligheden for at søge støtte fra Kulturministeriets pulje ”Grib engagementet”. Den mulighed greb musik- og kulturskoleleder Jesper Sveidahl, der nu kan glæde sig over at have modtaget 1.4 mill. kr. i støtte til at udvikle nye undervisningstilbud til kommunens børn og unge.

– Vi er virkelig glade for at have fået støtte til vores arbejde med at række ud og blive endnu mere relevante for flere børn og unge – særligt de børn og unge som sjældent bliver en del af vores musiske og kulturelle fællesskaber. Musik og kultur har et kæmpe potentiale ift. at skabe personlige kompetencer, trivsel og glæde for flere børn og unge, udtaler Musik- og Kulturskoleleder, Jesper Sveidahl.

 

Musik og kultur er for alle

De nye midler skal bruges til at igangsætte nye undervisningsforsøg og projekter i samarbejde med bl.a. folkeskoler, fritids- og ungdomsklubber og boligsociale tilbud.

Helt konkret er der tale om tre projekter, MusikSatellitten, BandStarter og FremtidsFabrik, der har til formål at nå ud til flere børn og unge i alderen 0-24 år og engagere dem, der sjældent deltager i musik- og kulturtilbud på musik- og kulturskolen.

– Der er indtil videre indgået partnerskabsaftaler med Hedegårdsskolen, Måløvhøjskole, Klub Nord og Hedegaven i Hede-/ Magleparken. I løbet af efteråret 2021 vil vi gennemføre tre projekter, der bliver fulgt tæt af en forskningsenhed fra Rytmisk Musikkonservatorium, som vi også samarbejder med ift. kompetenceudvikling. På den måde håber vi, at projekterne bliver kvalitetsfyldte, stærkt forankret lokalt i Ballerup Kommune og kommer tæt på vores børn og unge, siger Jesper Sveidahl.

Når de tre projekter skydes i gang til efteråret, indgår Bamuk samtidig i en landsdækkende arbejdsgruppe, der skal rådgive Kulturministeriet og Kulturministeren om nye og relevante modeller for inkluderende aktiviteter i musik- og kulturskolerne rundt omkring i landet.

– Hvis corona har lært os noget, så er det musikkens og kulturens fundamentale betydning for et beriget og indholdsrigt liv i fælleskab med andre. Målet er derfor, at projekternes effekt bliver veldokumenteret og dermed mere langtidsholdbare ift. at kunne tiltrække flere forskellige børn og unge ind i musik- og kulturens verden. Både lokalt i Ballerup, men også på et nationalt plan, slutter Jesper Sveidahl.

Ballerup Musik- og Kulturskole (Bamuk) har modtaget 1.4 mill. kr. fra Kulturministeriets pulje ”Grib engagementet”. Det glæder musik- og kulturskoleleder Jesper Sveidahl, der ser frem til at igangsætte en række nye projekter og undervisningstilbud til kommunens børn og unge.

Dreng spiller bas

bandStarter er ét af de tre nye projekter, Bamuk har fået støtte til. Målet med projekterne er at nå ud til flere børn og unge i alderen 0-24 år og engagere dem, der sjældent deltager i musik- og kulturtilbud på Bamuk.