Intet er overladt til tilfældighederne, når Ballerup Musikskole Orkester stiller op til Nytårskoncert mandag den 30. januar. Alt fra de musikalske detaljer, valg af tøj og udsmykningen af lokalet er nøje gennemtænkt. Alt sammen med ét formål: at skabe en musikalsk oplevelse, der begejstrer og bevæger publikum.
Der ligger mange timers forberedelse bag, når Ballerup Musikskoles store harmoniorkester, i daglig tale BmSO, stiller op til koncert. For de 23 elever og dirigenten Rasmus Kærsgaard handler det nemlig ikke bare om at spille et stykke musik. Det handler om at skabe en oplevelse, som virkelig berører publikum.
– Noget af det største, du kan opleve, når du spiller koncert, er hvis publikum får gåsehud – på den gode måde. Altså når tingene bare fungerer. Nogle gange kan det være en bestemt overgang, der lyder perfekt, og andre gange kan det være svært at sætte ord på, hvorfor det fungerer, fortæller Rasmus Kærsgaard, dirigent for BmSO.
Årets Nytårskoncert, der spilles i Atriet på Ballerup Rådhus mandag den 30. januar kl. 19.00, er ingen undtagelse. Ud over de musikalske forberedelser gør eleverne en ekstra indsats for at skabe den helt rette stemning under koncerten.
– Der er en rigtig god akustik i Atriet, hvilket gør det til et fedt sted at spille koncert, men det er ikke særlig hyggeligt. Og det er lidt ærgerligt, når nu vi har forberedt os så længe og kommer der i vores fine tøj. Vi har derfor planer om at slukke lyset og pynte op med lyskæder osv., så vi kan skabe en intim og hyggelig stemning, fortæller Louise Ramsing, fløjtenist og en del af BmSOs bestyrelse.
Nytårskoncert for alle
Alle er velkomne, når BmSO spiller det nye år ind. Det er gratis at deltage, og Louise Ramsing håber på et stort fremmøde.
– Der er ingen tvivl om, at det er sjovest at spille koncert for en fyldt sal. Og selvom det er dejligt at spille for vores familier og venner, håber vi også at kunne glæde en masse andre med vores koncert, fortæller hun.
Koncerten byder på et varieret program med de klassiske nytårsnumre som Champagne Gallop og Happy New Year og storslåede ballader af Adele og kendt filmmusik. Efter koncerten vil der blive serveret et glas bobler.

Louise Ramsing håber på et stort fremmøde, når hun og resten af BmSO spiller nytårkoncert mandag den 30. januar kl. 19.00 i Atriet på Ballerup Rådhus.

Rasmus Kærsgaard har de sidste seks år stået i spidsen for Ballerup Musik- og Kulturskoles store harmoniorkester, BmSO.
– Noget af det største, du kan opleve, når du spiller koncert, er hvis publikum får gåsehud, fortæller Rasmus Kærsgaard.
